Sjældent er demens blevet skildret så nøgternt og klogt på film som i Viggo Mortensens instruktørdebut, ’Falling’. Der er flere forklaringer på, hvorfor filmen fungerer så godt. En af dem er, at ’Falling’ måske nok handler om demens, men er meget rigere end blot en problemfilm om et svært emne.
At Viggo Mortensen debuterer som instruktør, manuskriptforfatter – og sågar som filmens komponist – med en moden, modig og filmisk velskabt fortælling undrer mig ikke. Det er karakteregenskaber, Mortensen i mange år har demonstreret i sit valg af roller og de ofte specielle og grænsesøgende filmprojekter, han har engageret sig i. Hvor andre bruger blockbusterroller til at opbygge en stadig mere imposant stjernestatue af sig selv, har Mortensen blandt andet brugt det til at tage fri for at forfølge sine andre kreative interesser og nysgerrigt medvirke i film som den argentinske kunstfilm ’Jauja’.
