Ser man bort fra de mere psykologisk raffinerede varianter, er gyseren i bund og grund en atavistisk genre. Dens metode er at rode rundt nede i lag, hvor bevidstheden ikke kommer til daglig. Den øser fra mareridt og forestillinger, der på mange måder er så ældgamle og primitive, at vi er forsvarsløse over for dem. Fordi de liv, vi lever nu, er så anderledes end den farefulde verden, de i sin tid blev udklækket i.
Vi er bange for mørket og de skygger, det skjuler. Dybt nedlagt i hjernens labyrint har vi et alarmberedskab, som reagerer beredvilligt på pludselige lyde og andre forskrækkelser. Engang afhang vores overlevelse af vores reaktionshastighed. Det tror hjernen stadig, at den gør. Derfor er gysere uanset kvaliteten næsten altid interessante som skræmmeeksempler.
