Gys har altid spillet en rolle i Pixars ’Toy Story’-film. Fra naboen Sids uhyggelige mutantkreationer i 1’eren til den nuttede Lots-o’-Huggin’ Bear med onde hensigter i 3’eren. Det 4. eventyr om Woody og co. er ingen undtagelse.
Da Andys elskede legetøj havner i en antikvitetsbutik, møder de retrodukken Gabby Gabby. Hendes venner er en gruppe stemmeløse bugtalerdukker, som patruljerer i antikvitetsbutikken med en truende stilhed, der får nakkehårene til at rejse sig. Dermed giver ’Toy Story 4’ et anerkendende nik til en af horrorgenrens ældste skurke: den uhyggelige dukke.
Og kigger man ud over film- og tv-landskabet, er Pixar langtfra de eneste, som fjerner dukkerne fra legetøjsskabet og placerer dem i vores værste mareridt.
I juni landede 3. kapitel om den besatte porcelænsdukke Annabelle kendt fra ‘Nattens dæmoner’ i biografen. Og kort efter vendte gyserdukken over dem alle, Chucky, tilbage i rebootet ’Child’s Play’. Selvsamme ’Chucky’ spøger igen til næste år i tv-serien ’Chucky’ på tv-stationen SyFy med dukkens originale skaber, Don Mancini, bag kameraet.
