En solbrun Udo Kier står og hænger ud ved baren foran de tomme tennisbaner omgivet af Lidoens patriciervillaer fra anno dazumal. Han ligner et lidt for gammelt, forkælet barn. Forklaringen viser sig at være, at han er knotten over, at ingen har planlagt at spise frokost med ham på et passende fashionabelt etablissement. Han ligner også en mand, for hvem noget så prosaisk som en sandwich ville være det definitive tegn på civilisationens uomtvistelige deroute.
Den tid, da selv europæiske filmskuespillere blev båret rundt på skjolde, er forbi. Udo Kiers frokosttrængsler fandt sted i Venedig sidste år. Før corona. I en anden filmverden. Men allerede dengang syntes Udo Kier og hans rolle i Václav Marhouls ’The Painted Bird’ at være som et ekko fra en svunden verden. Et minutiøst iscenesat stykke sort/hvid filmkunst fra dengang mediet havde selvforståelse som skaberen af modernistiske kunstværker, og hvor fortællinger om de største og mest ubegribelige tragedier kunne flyde over af frit fabulerende filmsproglig symbolik og poesi.
