Uden at afsløre for meget kan jeg godt tillade mig at sige, at årets tv-julekalender holder på alle fronter hele vejen hjem til jul. Og den kritik for mangel på nisser, julestemning, æbleskiver og andet juleri, der blev rettet mod serien i begyndelsen af forløbet, bør nu være forstummet og borte som tårer i regn.
For ikke alene er det en fin, fin julekalender, der handler om håb, drømme, anderledeshed og overgangen fra barn til voksen; det er også en spændende julekalender, en smuk julekalender, som til og med har præsenteret os for nogle børneskuespillere, der ikke bare er søde, men faktisk kan spille skuespil, så man nærmest taber kæben af bar næsegrus beundring. De formår at gestalte deres karakterer, så de ikke bare er værdibærende aktanter i en gennemspilning af folkeeventyrets grundstruktur, men personer, hvis følelser og handlinger, man accepterer, som var de virkelige. Og det er trods alt noget, når vi – alt andet lige – befinder os i en sammenhæng, hvor det forunderlige og fantastiske er smurt på med den brede smørkniv, der bruges til søndagens rundstykker.
