Det var ved Gud uhyggeligt, dengang den aldrende patient fru Drusse med usikre skridt og bævende stemme begav sig rundt på Rigshospitalets gange og i elevatorerne på jagt efter genfærdet af den lille og for længst afdøde pige Mary, som ikke kunne finde fred. Og det var mildt sagt ikke det eneste, der var ude af balance i den kolos af et hospital, som filminstruktøren Lars von Trier portrætterede i tv-serierne ’Riget I’ og ’Riget II’, der blev vist i 1994 og 1997.
Porten til Riget havde åbnet sig, som det blev sagt i introen til hvert afsnit. Og ud af skabe og skuffer, kældre, depoter, petriskåle og diverse psykologiske gemmer væltede så ellers alt, hvad Trier og hans medforfatter Niels Vørsel kunne finde på af intriger, skeletter, hemmeligheder, bizarre loger og forskruede egoer. Serveret i en grynet sovs af ellers normalt filmiske greb. Og det hele fandt sammen i den særeste blanding af dansk folkekomedie, spøgelsesfilm og det rene galopperende gak.
