Så længe jeg har haft øjne, har jeg set tv, og så længe jeg har haft forstand, har det stået klart, at kvinderne, der tonede frem på vores skærme, for den største dels vedkommende ikke havde det mindste at gøre med mig eller nogen af de ruskindsjakkeklædte, Anne Linnet-klippede voksne kvinder, jeg kendte. Alligevel fyldte de hele skærmen med deres milde moderlighed og sexede ondskab, der aldrig kunne mødes i samme person.
Et af mine tidligste minder er introen til ’Dollars’, hvor en selvudslettende, sølvfarvet Krystle skrider ned ad en trappe, mens Joan Collins’ Alexis ryger cigaret i rør og er glinsende mørkhåret, som kun en ægte kvindeskurk i 80’erne kunne være det.
Tv-serie-kvinderne i min barndom var farvestrålende, men moralsk sort-hvide påklædningsdukker – den ondskabsforkælede Ashley sat over for stoiske Madeline i ’Nord og Syd’ eller heksen Stephanie over for den altid småtudende Brooke (Katherine Kelly Lang) i ’Glamour’. Alle havde de det til fælles, at de var fæle eller gudesmukke og i en vis forstand gik fuldstændigt hen over hovedet på mig. Indtil de vedholdende stereotyper og puberteten indgik alliance og sled hul i min barnlige selvtillid.
Kvinder er ikke længere nogen, jeg er ligeglade med, smiler opgivende og trækker lidt på skuldrene ad, mens jeg spejder efter et menneske at interessere mig for på skærmen. Kvinder er ikke længere (kun) mine konkurrenter, strålende, overlegne piedestal-ensomme skabninger, der viser mig alt det, jeg ikke er og ikke har.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
