Lyt til artiklen
Så længe jeg har haft øjne, har jeg set tv, og så længe jeg har haft forstand, har det stået klart, at kvinderne, der tonede frem på vores skærme, for den største dels vedkommende ikke havde det mindste at gøre med mig eller nogen af de ruskindsjakkeklædte, Anne Linnet-klippede voksne kvinder, jeg kendte. Alligevel fyldte de hele skærmen med deres milde moderlighed og sexede ondskab, der aldrig kunne mødes i samme person.
Et af mine tidligste minder er introen til ’Dollars’, hvor en selvudslettende, sølvfarvet Krystle skrider ned ad en trappe, mens Joan Collins’ Alexis ryger cigaret i rør og er glinsende mørkhåret, som kun en ægte kvindeskurk i 80’erne kunne være det.
