0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eva Eistrup: Noget er sket - måske er kvinder faktisk på vej til at blive mennesker i film og på tv

Betydningen af den fordybelse, udvidelse og mangfoldiggørelse af (det elendige ord) ’kvinderollen’, som i disse år foregår i film og i tv, kan næsten ikke overvurderes, skriver Eva Eistrup i dette essay.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Amazon
Foto: Amazon

Phoebe Waller-Bridges sårbart kyniske ’Fleabag’ er et eksempel på den bølge af kvalitetsportrætter af menneskelig kompleksitet i kvindeskikkelse, som vi lige nu boltrer os i.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Så længe jeg har haft øjne, har jeg set tv, og så længe jeg har haft forstand, har det stået klart, at kvinderne, der tonede frem på vores skærme, for den største dels vedkommende ikke havde det mindste at gøre med mig eller nogen af de ruskindsjakkeklædte, Anne Linnet-klippede voksne kvinder, jeg kendte. Alligevel fyldte de hele skærmen med deres milde moderlighed og sexede ondskab, der aldrig kunne mødes i samme person.

Et af mine tidligste minder er introen til ’Dollars’, hvor en selvudslettende, sølvfarvet Krystle skrider ned ad en trappe, mens Joan Collins’ Alexis ryger cigaret i rør og er glinsende mørkhåret, som kun en ægte kvindeskurk i 80’erne kunne være det.

Tv-serie-kvinderne i min barndom var farvestrålende, men moralsk sort-hvide påklædningsdukker – den ondskabsforkælede Ashley sat over for stoiske Madeline i ’Nord og Syd’ eller heksen Stephanie over for den altid småtudende Brooke (Katherine Kelly Lang) i ’Glamour’. Alle havde de det til fælles, at de var fæle eller gudesmukke og i en vis forstand gik fuldstændigt hen over hovedet på mig. Indtil de vedholdende stereotyper og puberteten indgik alliance og sled hul i min barnlige selvtillid.

Kvinder er ikke længere nogen, jeg er ligeglade med, smiler opgivende og trækker lidt på skuldrene ad, mens jeg spejder efter et menneske at interessere mig for på skærmen. Kvinder er ikke længere (kun) mine konkurrenter, strålende, overlegne piedestal-ensomme skabninger, der viser mig alt det, jeg ikke er og ikke har.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Thomas Thorhauge

Jørgen Leth + Simon Staho:  Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder