Det er op ad bakke, den rene selvmordsaktion for åben skærm … skulle man tro. Tænk at ville grave en 18 år gammel møgsag fra Christiansborg frem i rampelyset, en stinker af de store: sagen om, hvordan i alverden Danmark kunne vælge at gå med i krigen mod Irak – uden FN-mandat og uden skyggen af bevis for de massivt omtalte masseødelæggelsesvåben. Optrevling af sagsforløb og politiske beslutningsprocesser med hele dynen af resolutioner og protokoller er ikke ligefrem noget, der ligger og skriger på en dramatisering.
Men dér hvor Irakkommissionen blev lagt ned, rykker instruktør Ina-Miriam Rosenbaum og hendes lille rescue team uforfærdet ind med et håndholdt arsenal af politisk satire-våben. Alt sammen baseret på »spekulative udlægninger« og »ubelyste hændelser« – samt en solid omgang research. Det er ikke første gang, Rosenbaum går i aktion med sit Projekt Glemmebogen, hvor hun med succes har gjort det til sit speciale at gå i kødet på politiske møgsager, jf. ’Skattesagens helte’ om Helle Thornings skattesag og ’CoryDong’ om salget af Dong.




























