De begyndte at lave film med det samme. Da revolutionen brød ud i Syrien, tog tre venner kameraet – også bare det, der var på deres telefoner – med sig overalt.
De dokumenterede det, de først troede endelig betød et farvel til Bashar Hafez al-Assads diktatur. Det viste sig at være begyndelsen på en nu 10 år lang krig. Befolkningen var blevet holdt i et jerngreb af et autoritært etpartistyre i fire årtier, men med det arabiske forår vejrede man morgenluft. Snart var det stanken af død og menneskelig ruin, der satte sig i næsen.




























