Du kender ham som Sveriges største fodboldstjerne, der drog ud fra Rosengård i Malmø og erobrede verden. Nu skal Zlatan Ibrahimovic også erobre biografsalene i selskab med en flok gæve gallere i en ny Asterix-film, som får premiere næste år, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Ifølge filmdatabasen IMDB har filmen titlen ’Asterix & Obelix. The Middle Kingdom’, og på rollelisten står blandt andre de franske skuespillere Marion Cotillard og Vincent Cassel.
Den 39-årige AC Milan-spiller, som netop er vendt tilbage til det svenske landshold, har lagt et billede ud på Instagram, som tilsyneladende peger på navnet på den karakter, han skal spille i filmen: Antivirus.
Det virker som et helt naturligt valgt til Zlatan Ibrahimovic, der sidste år blev testet positiv for coronavirus, og som i den forbindelse kom med en advarsel:
»Virussen udfordrede mig, og jeg besejrede den. Men du er ikke Zlatan. Udfordr ikke virussen. Brug dit hoved, respekter reglerne«, sagde han til ESPN.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at produktionen på den ny Asterix-film skulle have været indledt sidste år, men blev forsinket på grund af coronanedlukningen. Med et budget på mere end 60 millioner euro tegner filmen til et blive en af de dyreste franske filmproduktioner nogensinde, skriver AFP.
Zlatan Ibrahimovic er den seneste i en lang række af sportsstjerner, der har forsøgt sig på det store lærred, fra Mike Tyson i ’Tømmermænd i Vegas’ til NBA-legenden Michael Jordan i ’Space Jam’. Til sommer er det basketballstjernen LeBron James, der spiller ved siden af Snurre Snup, når han overtager hovedrollen i den nye ’Space Jam’-film.
fortsæt med at læse




























