0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dilettantisk, puerilt, pjattet og plat

Anden sæson af TV 2 Zulus bonderøvskomedieserie ’Minkavlerne’ er rent ud sagt elendig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Per Arnesen/TV 2
Foto: Per Arnesen/TV 2

Mia Lyhne overspiller som den lokale konspirationsteoretiker Thordis.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Første sæson om den nordjyske minkavlerfamilie Christiansen – med Niels Hausgaard som stivnakket og gangbesværet patriark – havde sine øjeblikke i form af rappe replikker og optrin af en vis humoristisk bonitet. Og skuespillerne agerede forholdsvis fint i Nikolaj Steens instruktion.

Men det var dengang, inden den store minkskandale og covid-19 og alt det der. For anden sæson er – at dømme efter de to afsnit, det indtil videre har været muligt at se – overhovedet ikke morsom. I lyset af de indtrufne omstændigheder forekommer den nærmest som en pinagtig nedpisning af et skandaliseret erhvervs udøver og dertil generelt en krænkelse af det nordjyske sindelag.

Vi er stadig i Udkantsdanmark hos minkavlerfamilien Christiansen. Og det går ad Pommern til – ligesom i virkelighedens danske pelsbranche. Minkfarmen er ved at gå nedenom og hjem, men sønnen Martin øjner en mulighed for at skaffe penge til bedriften. Og farmand Niller tror, at den er hjemme, fordi han finder et stykke naziguld bag et skur på matriklen.

Samtidig ulmer incestdramaet mellem præstens Anna og yngste minkavlersøn Jacob, fordi mor Gerda tøver med at tale rent ud af posen om sit svigefulde levned i en svær periode af tilværelsen.

Det er ikke alene rodet. Det er noget værre rod. Og det bliver ikke bedre af, at humoren er af en sådan kaliber, at børn i indskolingen ville finde mange af replikkerne pinlige. Vi er et sted henne, hvor tirader som »Du er dum«. »Nej, du er dum«. »Nej, det er dig, der er dum«, faktisk har sneget sig ind i replikstrømmen. Og det fungerer i sammenhængen nogenlunde lige så godt, som en wienerbrødsstang med fyld af stuvet hvidkål ville gøre på et kaffebord.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Mads Nissen

Christina Rosendahl vender altid tilbage til samme scene, inden hun går i gang med en ny film:   »Det varer 12 minutter, og det er den fedeste sekvens i filmhistorien«

Ulysse del Drago

Dansk instruktør:  Jeg skal ikke lyde som en helgen – men vi bør boykotte Netflix

Stine Heilmann

Mikala Krogh om instruktøren bag hendes favorit­dokumentar: »Der er få af hans film, der ikke er fuldstændigt fremragende«

Oscarnomineret dokumentar fik Eva Mulvad til at tabe kæben:   »Historier med den kraft og enkelthed kommer der måske en eller to af hvert 10. år«

LARS SKREE

Britisk filmstuderende elsker oscarnomineret dansk dokumentar: »Jeg følte, jeg var vidne til noget særligt«

Martin Lehmann

Bodilvinder om dansk dokumentar­film: »Vi kan sige, vi er førende i verden«

Michella Bredahl

Særligt én scene i dokumentar om gadebørn i Seattle har påvirket Eva Marie Rødbro:  »Jeg kan næsten ikke tænke på det uden at græde«

Miriam Dalsgaard

Sun Hee Engelstoft følte sig medskyldig i Amy Winehouses død, da hun så dokumentaren om hende

Peter Hove Olesen

Sidste års vindere på CPH:DOX foretrækker dokumentarer, der sætter gang i publikums tanker:   »Da jeg så den første gang, følte jeg, at jeg var ved at blive kvalt bagefter«

Finn Frandsen

Mads Brügger udpeger sine yndlings­dokumentarer:   »Det er en film, der til fulde demonstrerer dokumentarfilmens styrke og betydning som genre«