I har nok hørt om Thomas Vinterbergs oscarvindende film ’Druk’. Men har I hørt om ’Skål’?
Eller ’Skál’, som den hedder på sit modersmål, færøsk?
Den færøske dokumentarfilm bliver nu den blot anden færøske film nogensinde, der kommer i dansk biografdistribution, og den er blevet varmt modtaget af anmeldere og publikum. Politikens anmelder Kim Skotte gav filmen seks hjerter med ordene: »En ren perle fra Nordatlanten«.
6 hjerter: Færøsk dokumentarfilm er et lille mesterværkOg nu kan alle få lov til at smage på den færøske (druk)kultur, når filmen fra torsdag 13. maj vil blive vist på det store lærred blandt andet i København, Aarhus, Aalborg og Kolding.
Det er ellers sjældent, at en CPH:DOX-film bliver sat i biografdistribution, fortæller Niklas Engstrøm, kunstnerisk leder på CPH:DOX, i en pressemeddelelse.
»Det sker ikke så tit, at CPH:DOX tager en film videre i biografdistribution, men når vi nu på de udsolgte festivalvisninger kan mærke, at interessen i dén grad er derude, ville det næsten være ubærligt ikke at give et bredt publikum muligheden for at se filmen på det store lærred«, siger Niklas Engstrøm.
’Skál’, som er instrueret af Cecilie Debell og Maria Torgard, handler om Dania på 21, der er opvokset i en kristen menighed i bibelbæltet på Færøerne.
Dania er lige flyttet til hovedstaden, Tórshavn, og er blevet kærester med Trygvi, en hiphopkunstner og poet, der er lokalt kendt som Silvurdrongur (Sølvdreng). Han kommer fra en sekulær familie og skriver digte og tekster om menneskets skyggesider.
Dania synger selv i et kristent band, men er fascineret af Trygvis mod til at skrive hudløst ærlige tekster. Og i forsøget på at finde sin plads i verden og forstå, hvem hun selv er, begynder hun at skrive mere personligt.
Hvor går grænserne, når man er ung og kristen? Er det en synd at drikke eller danse? Er det en synd at have sex før ægteskabet? Er det en synd at have en kæreste, der ikke er kristen? Og hvor længe kan man holde ud at leve mellem to verdener?
fortsæt med at læse




























