En af de sjoveste figurer fra Anders Matthesens første film om 13-årige Aske og den ternede ninjadukke var Jørn. Askes skvat af en stedfar, der knejsede rundt som en patriark, mens alle andre kun så en nærig mandsling med idiotiske forretningsplaner. En tranetynd hyperallergiker uden omsorg for andre end sig selv og sin chipsgnaskende søn, Sune. Helt ualmindeligt usympatisk og hysterisk sjovt karikeret af Matthesen.
Hvor er det fantastisk at møde ham tilbage i storform allerede i begyndelsen af efterfølgeren til den fænomenale ’Ternet Ninja’ om den generte Aske, der sprang ud af sine teenagekvaler og vandt både pigen og skolegårdens respekt ved at turde sige fra over for andres forventninger. Vel at mærke ved at alliere sig med en levende ninjadukke i jagten på den onde legetøjsfabrikant Phillip Eberfrø, der havde slået en børnearbejder ihjel på en thailandsk sweatshop.
