Det bliver tidligere B&U-chef i DR Birgitte Fredsby, der skal stå i spidsen for filmfestivalerne CPH:DOX, CPH PIX og Buster, skriver Copenhagen Film Festivals i en pressemeddelelse.
Jobbet har været ledigt, siden administrerende direktør Tine Fischer 1. maj forlod posten for at blive rektor på Den Danske Filmskole.
Birgitte Fredsby får titel af festivaldirektør og får det økonomiske og administrative ansvar for festivalerne, mens den nyudpegede kunstneriske leder, Niklas Engstrøm, skal udvikle festivalerne kunstnerisk.
»Jeg glæder mig til at blive en del af det hold, der skal skabe fremtidens retning for filmfestivalerne. En af opgaverne bliver at sikre endnu bedre rammer, så vi er endnu flere, der kan mødes omkring de stærke filmiske fortællinger. Film, der ikke kun skal røre os, men sætte aftryk, rykke verden og starte nye samtaler mellem mennesker. I alle aldre, fra de yngste til de ældste. Det er det, filmkunsten kan«, udtaler Birgitte Fredsby.
Især dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har år for år vokset sig større og har i dag international karakter. Festivalen havde under coronanedlukningen i foråret 2020 stor succes med at transformere til en digital festival med 65.000 solgte billetter.
Omvendt fik den tidligere ledelse af festivalen kritik for at nedprioritere CPH PIX, der viser fiktionsfilm.
fortsæt med at læse




























