Oprør! Der var næsten ingen anden måde at beskrive det på, da eleverne på Den Danske Filmskole i slutningen af 2019 blokerede indgangen til skolen på Holmen i København. De gjorde det i protest mod en ny og mere teoretisk funderet studieordning, og iført gule veste insisterede de på retten til at lære deres håndværk i dybden.
Rektor var dengang Vinca Wiedemann. Hun fyrede dokumentarlinjens markante faglærer, Arne Bro, der var uenig i hendes ledelse. Men Wiedemann endte selv med at blive gået eftertrykkeligt og Arne Bro genansat.
Halvandet år tog det Kulturministeriet at finde afløseren til det, der her i avisen er blevet beskrevet som en af de to varmeste stole i kulturverdenen (den anden er rektorstillingen på det bustevæltende Kunstakademi). Brandvarme stole, der ikke ville byde på arbejdsro, men »intens bevågenhed fra elever, lærerstab, brancher, politikere og medier«, som kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen for nylig skrev her i avisen.
Bevågenheden skyldes, at kunstuddannelserne i de seneste år har udviklet sig til kamplads for alt det, der omvæltes og diskuteres bredt i kulturverden netop nu: teori vs. praksis, #MeToo og identitetspolitik – og for Filmskolens vedkommende en kunstart og branche, der er under hastigere forandring end vel nok nogensinde, og som for alvor har udviklet sig til den dominerende kunstart, der tales om i alle dele af samfundet.
