På settet til den populære dramaserie ’The Bear’ er det en stående vittighed, at der findes to udgaver af Ebon Moss-Bachrach: New York-Ebon og Chicago-Ebon. Og de er meget forskellige.
Hjemme i New York sørger Moss-Bachrach for at træne, spise sundt og tage sig af sin familie. Når han bor alene i Chicago, hvor ’The Bear’ optages, opbygger han en bleg indendørsteint – »jeg drikker nok mere, end jeg burde« – og det, han kalder »en saltskorpe«. (Det indebærer indtagelse af en masse hotdogs fra den lokale fastfoodkæde Portillo’s.) Chicago-Ebon er ham, der lægger krop til hidsigproppen fætter Richie i ’The Bear’, en lurvet og karismatisk krabat, hvis maskulinitet ligger et sted mellem sørgeligt misforstået og bevidst stødende.
Men lad nu være med at kalde ham et svin, beder Ebon Moss-Bachrach. »Jeg bliver lidt nærtagende«, siger han. »Det sårer mig«. Han har gjort det til et speciale at portrættere følelsesmæssigt forkrøblede mænd – se for eksempel hans præstation som den pinlige musiker i tv-serien ’Girls’ – men han elsker og respekterer dem alligevel. Særligt Richie. Han er »lidenskabelig og loyal«.
Anden sæson af ’The Bear’ byder på masser af ambitioner og desperation, når kokken Carmy (spillet af Jeremy Allen White) og hans folk gør klar til at åbne et mere raffineret spisested i stedet for sandwichbaren Original Beef, som Richie er så knyttet til.
