0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Marie Hald
Foto: Marie Hald

Susanne Bier har lige filmet otte måneder i Atlanta, hvor ingen uforsigtigt ville risikere at lukke et filmset på 450 personer ned. "Jeg var ikke hjemme hele sommeren. Jeg kunne mærke, at DK var ude i det der skønne med jordbær og rødspætter og bare tæer, mens jeg gik rundt i Atlanta med maske på".

»Jeg gider ikke omgive mig med mennesker, der fortæller mig, hvorfor jeg skal være i dårligt humør og deprimeret«

Susanne Bier har sine kritikere. Dem, der mener, at hun føler for meget i sine film, at hun er for ’amerikansk’. Det kom som en overraskelse for hende selv, at hun fik den store europæiske filmpris i december i Berlin, og i dette sjældne store interview går hun i rette med en kultur, der hylder eneren, der aldrig går på kompromis.

FOR ABONNENTER

Det kræver nærmest en iscenesætter som Susanne Bier at få optøet det her scenario, at tilføre setuppet noget varme.

Mens jeg fantaserer om det, prøver jeg at forestille mig noget mere usexet end det, vi sidder midt i: et klinisk hvidt lokale med et stort hvidt konferencebord. Med plads til ti. Et vindue ud til den frostklare eftermiddag står åbent. En bakke med kaffe, mælk, vand og krus er placeret præcis midt på langbordet. Så hun og jeg er lige langt derfra.

Susanne Bier og jeg sidder ved hver vores bordende. Der er vel fire-fem meter imellem os.

Ikke alene er her hvidt, ikke alene sidder vi på mildt sagt behørig afstand, men vi er iført et mundbind hver. Til helt op under øjnene og ned ad halsen. Selv ikke det mest trøstesløse fremtidsscenario på film har taget sig helt så trøstesløst ud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce