Næsten hver morgen sidder en mand foroverbøjet i toget, der kører ind mod Lissabon. Hans hår er sølv. I bunden af det er resterne fra dengang, det var mørkt. Hans øjenbryn er stadig mørke. De stiger fra næsen og udad, indtil de knækker og bevæger sig ned igen. Rundt om ham sidder og står masser af portugisere. De er på vej på arbejde fra forstæderne, det er han også. I mindst 40 minutter sidder han foroverbøjet, krum i ryggen, og kigger mod sine knæ. Der ligger en telefon på dem. På skærmen er en kvinde i sort og hvid , hun bevæger sig, hun ser trist ud for det mest. Hun er dansker, hun hedder Nina Pens Rode, hun spiller hovedrollen i instruktøren Carl Th. Dreyers film ’Gertrud’ fra 1964. Den krumbøjede mand er selv filminstruktør. Portugiser. Der er to modermærker under hans venstre øje. Han hedder Pedro Costa.
»Jeg elsker at se film på min iPhone i toget. Da jeg så ’Gertrud’ på den, modstod den alting, menneskemængden, folkene, larmen. Det faktum, at Gertrud er lige der, og hun er okay, og hun bevæger sig og siger de der ting på telefonen, mens der er så mange mennesker omkring mig, der bevæger sig ind i forstæderne og er på vej på arbejde og taler sammen, gør filmen endnu mere levende«, siger Pedro Costa.
»Og bevægelse er et godt ord, for det er både meget konkret og meget abstrakt, så det passer godt med den ultimative ambition med film: at bevæge. Film er en lang bevægelse af følelser og steder og ideer og ord og lyde«.
For tiden er Pedro Costa ikke mere aktuel, end han altid burde være i kraft af sine film. Hvis du ikke kender dem, er det ikke mærkeligt, for de bliver sjældent vist i Danmark. Men du burde kende Pedro Costa, du burde kende hans film.
