Jan Troells ’Nybyggerne’ fra 1972 om de svenske udvandrere er et mastodontisk mesterværk. Men kan man elske en film, hvor en indfødt amerikaner klynger et spædbarn op på en nybyggers hytte? Og må man kritisere den biografaktuelle ’Udvandrerne’ for at gøre de indfødte for søde? Det skriver Joakim Grundahl om i dette essay.

Det var et mesterværk i 1972, men i dag ville den ikke blive lavet

Allan Edwall, som vi kender som faren i 'Emil fra Lønneberg' og 'Fanny og Alexander' spiller en af de første nybyggere, der blev ofre for de indfødte amerikaneres opstand i 1862 kaldet Dakota-krigen.  Foto: fra serien
Allan Edwall, som vi kender som faren i 'Emil fra Lønneberg' og 'Fanny og Alexander' spiller en af de første nybyggere, der blev ofre for de indfødte amerikaneres opstand i 1862 kaldet Dakota-krigen. Foto: fra serien
Lyt til artiklen

Måtte man virkelig det den gang? Og så i en svensk storfilm, der blev nomineret til en Oscar i 1973 og vandt en Golden Globe. Kunne man slippe af sted med at skildre indianerne, som de stadig blev kaldt dengang, så grusomme, at man næsten får kvalme, når de sprætter maven op på en hvid gravid kvinde og hænger spædbarnet til tørre i navlestrengen?

Scenen er en af mange mesterlige scener i Jan Troells dobbeltfilmatisering af landsmanden Vilhelm Mobergs ’Udvandrer’-saga (1949-1959), der betragtes som noget nær nationalkrønike i hjemlandet med sin episke fortælling om de svenskere, der emigrerede til USA i sidste halvdel af 1800-tallet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her