Film og tv: Guld fra arkivet
Det skorter ikke på tv-serier, der tager virkelige dramatiske begivenheder under behandling, men i modsætning til kulørte True Crime-shows eller historiske krigsfortællinger, så er der opstået en ny bølge af seriøse, spændingsfyldte tv-serier, der behandler store, nationale traumer og kriser med dokudramatiske virkemidler.
For nylig kunne man på Viaplay se Michael Winterbottoms ’This England’ om Boris Johnson og den britiske regerings ageren under covid-19-pandemien, som knap var ovre, før tv-serien var sat i gang.
I Danmark havde Tobias Lindholm i 2020 succes med at bearbejde efterforskningen af mordet på journalisten Kim Wall med så stor nænsomhed, at det fik denne avis’ anmelder til at kalde tv-serien ’Efterforskningen’ et ’stille mesterværk’.
»Ubådssagen er et nationalt, kollektivt chok, som kalder på bearbejdelse. Al opmærksomhed på sagen er ikke slibrig eller underlødig«, skrev Eva Eistrup.
