Jonah Weiner, The New York Times
Film og tv: Guld fra arkivet
Da agenten ringede og spurgte Bob Odenkirk, om han ville påtage sig rollen som Saul Goodman, en snusket advokat af den slags, som reklamerer for sig selv på busholdepladser, i den dengang temmelig ukendte ’Breaking Bad’, som skulle i gang med sin anden sæson, havde han hverken hørt om serien eller set et eneste minut af den. Alligevel sagde han straks ja til opgaven.
Han kunne heller ikke tillade sig at sige nej, selv om det drejede sig om en mindre rolle, som ifølge planen blot optrådte i et par afsnit.
»Jeg havde brug for pengene!«, siger han.
Odenkirk havde sine meritter inden for comedy, hvor han havde paradoksal status: Han var en legende, de færreste kendte til. Han havde studeret improvisation hos den visionære lærer Del Close og optrådt for fulde huse i Second City side om side med en type som Chris Farley.
