»I fiktionsfilm er instruktøren Gud, men i dokumentarfilm er Gud instruktøren«

»Jeg vil nærmest gå så langt som til at sige, at det er et dumt spørgsmål. Svaret er nej. For det er et forkert spørgsmål«.

Sådan svarer Arne Bro på spørgsmålet: »Hvad er en god dokumentarfilm?«. Han er leder af Den Danske Filmskoles dokumentarinstruktøruddannelse, som han selv oprettede i slutningen af 1991.

Og han har ret, Arne Bro. Det er et dumt spørgsmål. Det giver ingen mening at opdele film i god og dårlig. Men som journalist er jeg en del af en moralsk tradition, der gerne vil have et domssystem med nogle faste kriterier. Men det gider Arne Bro ikke, for det indfører en forestilling om, at der findes en overordnet æstetik, som afgør, om noget er godt eller dårligt.

»Det ville være enormt ærgerligt at sige, at alle film skulle få mig til at le. For der er nogle tilværelsesforhold, der er sørgelige, nogle, der er tankevækkende, nogle, der er foruroligende, nogle, der er uforklarlige, og det vil jeg vel egentlig gerne møde. Så jeg ville i stedet være optaget af, hvordan filmen er konstrueret, og hvad den undersøger. Hvad den får mig til at se, og om den gør noget ved mig«, siger Arne Bro.

Han siger også, at journalistik er et æstetisk projekt, der ikke har til opgave at dømme, men at se.

Så det vil jeg prøve. At se. Se på, hvad en dokumentarfilm skal kunne. Men jeg gør det igennem øjnene på en række danske dokumentarinstruktører.

Og lad os i anledning af CPH:DOX begynde med ’Songs of Repression’, der sidste år vandt hovedprisen DOX:AWARD og Politiken Danish:Dox Award. Den er lavet af det dansk-tysk-chilenske par Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner. Spørger man dem, hvad der gør en dokumentarfilm god, siger Marianne Hougen-Moraga:

»Den skal indeholde en kompleksitet, der gør, at du ikke går ud af biografen og tænker, at det var godt, de gode vandt, og de onde blev straffet. Den skal stille spørgsmål ved verden og forsøge at sætte gang i publikums tanker og meninger og rykke ved ideer om, hvordan du selv kan lukke op for at forstå dem, du ellers ikke umiddelbart kan forstå«.

Et rum, to venner

Lige netop i år virker det ekstra væsentligt at snakke om dokumentarfilmen. For når dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der begyndte onsdag, slutter 12. maj, er det sidste gang, Tine Fischer står i spidsen for den. Siden hun stiftede den i 2003, har hun været direktør og kunstnerisk leder og har kunnet se den vokse sig til at blive betragtet som en af klodens vigtigste festivaler for dokumentarfilm.

Men 1. maj starter hun som rektor for Den Danske Filmskole og bliver altså både Arne Bros chef og retningsbestemmer for blandt andre de mange nye dokumentarister, der kommer ud fra filmskolen.

Her var der i 2019 godt og grundigt gang i den. Eleverne blokerede for adgang til skolen og meddelte, at ’verdens bedste filmskole’ var afgået ved døden.

For at forstå virakken skal vi tilbage til lederen af dokumentaruddannelsen, Arne Bro. I 2019 blev han hjemsendt af daværende rektor Vinca Wiedemann. Men Arne Bro er en vellidt person, så mens eleverne blokerede skolen, stimlede adskillelige tunge stemmer i den danske filmbranche sammen og sang Arne Bros hyldest så højt, at det i stedet blev Vinca Weidemann, der måtte forlade festen.

En af de elever, der nu fortsat bliver undervist af Arne Bro, er den britiskfødte instruktør Ömer Sami, hvis korte dokumentar ’Sam and the Plant Next Door’ var nomineret til en Robert i 2019. En dokumentar er god for den 28-årige studerende, hvis han kommer til at forstå et liv, han aldrig før har kunnet forstå.

»At jeg bliver inviteret ind i et menneskes liv, som jeg aldrig ville have mødt eller forstået før. Og at jeg kommer virkelig tæt på det menneske og kan mærke de ting, det kæmper med, og leve sig ind i dets liv. Så der sker en emotionel forandring«, siger han.

Ömer Sami var produktionsassistent på den Bodil- og Robert-vindende dokumentar ’Olegs krig’ fra 2017. Instruktøren af den film hedder Simon Lereng Wilmont. Og for ham bliver en dokumentar særlig på grund af de folk, der lever i den.

»Det vigtigste er en larger than life-hovedkarakter med en vilje eller en drøm. Og så skal den være befolket af fantastiske bikarakterer. Jeg vil helst bare være i godt selskab med nogle, der udfordrer mig og stiller de store spørgsmål i livet. Og så er noget af det smukkeste, når der er en stærk instruktørstemme, som stoler på, at jeg godt selv kan tænke mine egne tanker og roligt vinker mig hen mod det spørgsmål, jeg skal stille mig selv i filmen«, siger han.

Foto: Simon Lereng Wilmont

Ikke radio med billeder

De fleste er enige om, at den amerikanske instruktør Joshua Oppenheimers danskproducerede film ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’ fra henholdsvis 2012 og 2014 om massemordere under borgerkrigen i Indonesien er gode dokumentarfilm. De bliver kaldt banebrydende og nyskabende og hjerneudblæsende. Ikke desto mindre solgte de to oscarnominerede film tilsammen blot 8.113 billetter i Danmark.

Som Mads Brügger, der har lavet dokumentarer som ’Ambassadøren’ og ’Cold Case Hammarskjöld’, siger:

»Det danske filmmarked er meget lille, og desuagtet at mange siger, de elsker dokumentarer, er det desværre de færreste, der virkelig ser dokumentarfilm. Sælger man 20.000 billetter, har man som dokumentarist lavet et biografhit. Det er meget lidt i forhold til biografmarkedet som sådan. Så det er en kunst at få enderne til at mødes«.

Foto: Finn Frandsen

For ham er et stærkt karaktergalleri alfa og omega i al fortælling og derfor også i den gode dokumentar.

»Der skal være nogle personer, som gennemgår en udvikling, før der opstår en narrativ. Ellers skal man få adgang til et miljø, som er så interessant, at det alene bringer høsten hjem til gården«, siger Mads Brügger.

Sidste år lavede han dokumentarfilmen ’Muldvarpen’ og delte den op i afsnit og solgte den til tv som en dokumentarserie. Måske er det den nye vej for de danske dokumentarister.

Instruktøren Mikala Krogh instruerede tidligere i år serien ’Scandinavian Star’, der blev vist på DR. Og serier kan være en løsning, siger hun, men det kræver historier, der kan bære det. At det skal bevæge sig ud over og videre fra true crime-genren og granskninger af kendte som i ’Allen vs. Farrow’ om Woody Allens påståede overgreb mod sin datter og næsten satireagtige serier som ’Tiger King’. At dokumentarserier også kan handle om andet end ’the mad, the bad and the sad’.

For Mikala Krogh indeholder den gode dokumentar unikke øjeblikke. Noget, der sker undervejs i fortællingen, som du ikke kan tænke dig til.

»Og så skal den have et større perspektiv, og den skal have en æstetik og en stil. Jeg gider ikke se hjemmevideofilm. Det kan være en del af det, men jeg gider ikke se en helt skramlet film. For mig er det vigtigt, at det er en billedfortælling. At det ikke bare er radio med billeder på, hvilket rigtig meget af det tv, der bliver lavet, er«, siger hun.

Mikala Krogh var i 2001 med på det første hold fra Den Danske Filmskole, der havde gået på skolen i fire år. Og der skete noget med dansk dokumentarfilm i løbet af 00’erne.

I 2001 år vandt Phie Ambo og Sami Saifs ’Family’ hovedprisen på verdens største dokumentarfilmfestival, IDFA, i Amsterdam. I 2003 blev CPH:DOX afholdt for første gang. I 2006 vandt Pernille Rose Grønkjærs ’The Monastery’ hovedprisen på IDFA, og i 2008 vandt Anders Østergaards oscarnominerede ’Burma VJ’ samme pris.

Og i den bølge stod også Eva Mulvad. I 2006 rejste hun rundt på festivaler med sin film ’Vores lykkes fjender’, som hun vandt en Sølvulv for på IDFA samme år. Ifølge hende er de dokumentarfilm, hun elsker mest, som små romaner.

»De har en stærk visuel stil og ofte nogle tydelige karakterer, man er tæt på. Og så er der tit også et stykke instruktørarbejde, der har noget grundigt i sig, så vi kommer ud over klicheerne og ned under det der bliver sagt. Vi har tendens til at hænge fast i ord, men vi arbejder jo i billeder. Og de her film stoler på billedet og stemningen og farven og på, at din krop også læser, at det ikke kun er dit hoved«, siger Eva Mulvad.

Gud er instruktøren

Det var også op igennem 00’erne at dokumentarfilmen eksploderede og udkrystalliserede sig i undergenrer, så en dokumentarfilm ikke længere bare er en dokumentarfilm. Den er alt muligt. Kunstnerisk, journalistisk, cinematisk, historisk, aktivistisk, advokerende, antropologisk, scenisk, hybrid. Og den er også blevet animeret, eksempelvis Jonas Poher Rasmussens dokumentar ’Flee’, der vandt en pris på årets Sundance Film Festival. Ligesom Camilla Nielssons ’President’ gjorde det.

Dokumentarfilm er ikke længere et spørgsmål om at vise en objektiv sandhed, men et spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet er noget, der er sandt. For nylig er der blusset en diskussion op om serien ’Allen vs. Farrow’ og filmen ’Seaspiracy’ om fiskeris indvirkning på havmiljøet, der begge bliver beskyldt for at fordreje sandheden og kun vise sagen fra en side, hvor den ene part er helte, og den anden part er skurke.

Men kan en film – eller en artikel – overhovedet tillade sig at proklamere, at den viser en sandhed? At noget er mere sandt end noget andet? Det mener Mahdi Fleifel, der har lavet film som ’A World Not Ours’, ikke.

»Ideen om, at man kan møde op et sted med et kamera og tro, at ens tilstedeværelse er uskyldig, er simpelthen naiv. Der bliver aktiveret noget, når du står over for et andet menneske i et landskab og tænder dit kamera«, siger han og forklarer, hvad en god dokumentarfilm er for ham:

»Der skal være en personlig stemme, den rene subjektive fortæller, der tør stille sig frem og vise sin sjæl til publikum. Der er ikke noget værre end film, hvor man ikke ved, hvorfor vedkommende vil vise én det her. Og så skal der i mødet med en selv og det andet komme en sandhed frem, som publikum kan genkende. Man har ramt noget, når der kommer en shiver down the spine. Det er der, sandheden ligger. Det er dokumentarfilmens opgave at frembringe det. Og så skal man have en tålmodighed og ydmyghed som instruktør«.

Foto: Ulysse del Drago

Ifølge Mahdi Fleifel er der en sandhed i Hitchcock-citatet:

»I fiktionsfilm er instruktøren Gud, men i dokumentarfilm er Gud instruktøren«.

Gennem de seneste mange år har Gud givet liv til stadig flere dokumentarister. Der er eleverne fra Den Danske Filmskole og Super16, der er antropologerne, og så er der alle de dokumentarister, der dokumenterer deres liv på sociale medier. Og det er vigtigt og demokratisk. Så vi gennem film kan blive overrasket over, hvem der kan lære os noget.

Og hvis jeg stiller mig selv det dumme spørgsmål, hvad en god dokumentar er, er svaret måske netop, at det er en film, hvor en karakter, et billede, en metode, en sætning får mig til at opdage noget. Om mig selv, om andre, om verdens mørke lommer, om hvad som helst. Film, der får mig til at føle noget så kraftigt, at jeg får lyst til at fortælle alle andre om den. Overtale dem til at gå i biografen. Og se.