Der er syv trin, et mellemrepos, og så syv trin mere fra femte sal, hvor jeg bor, ned til fjerde sal, hvor jeg lægger mig på knæ på dørmåtten og kigger ind ad min underbos brevsprække. Der er lys derinde, så jeg siger »halloooo«gennem sprækken. Men der er ingen respons. Så jeg går de 14 trin op til mig selv og ringer til politiet. En time senere går jeg igen 14 trin ned, hilser på låsesmeden og betjentene og går med dem ind i lejligheden og siger ja, da de spørger, om jeg kan identificere den døde nøgne mand på sofaen omkranset af tomme klare flasker, som min underbo.
14 trin, et repos, op igen.
Senere hører jeg nogen skramle ude i opgangen, så jeg stikker hovedet ud. To sygeplejere er på vej ned ad trapperne. Mellem sig har de en metalbåre. Der ligger en form for sort plastikpose på den. Jeg tænker, at nu går regnskabet op, nu er min underbo kommet præcis lige så mange gange ned ad den trappe, som han er kommet op. Sådan skal det være. Plus-minus en kommer vi altid til at gå lige mange gange op og ned ad trapperne i vores liv. Medmindre vi hopper ud, når vi kommer til toppen.
Om det er derfor, ved jeg ikke, men da jeg noget tid efter ser en række film af den amerikanske filminstruktør med de græske forældre John Cassavetes, ser jeg trapper overalt i dem.
