Film og tv: Guld fra arkivet
Jeg sidder og kigger på ham, uden at han ved det. Martin Scorsese. En af verdens bedste filminstruktører nogensinde. Manden bag ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’, ’The Wolf of Wall Street’.
Det ser ud, som om nogen har slukket for ham.
Han er sunket sammen i stolen, og for første gang i de 25 minutter, vi har tilbragt sammen på Zoom, ligner han sin alder, snart 81 år. Vi har sagt farvel, men jeg var længere om at lægge på, end han lagde mærke til.
I de foregående 24 minutter og 53 sekunder virkede han 20 år yngre, minimum. Hvis det ikke ville lyde som det rene vanvid, ville jeg have skrevet, at han virkede som en energisk mand, 40 år yngre. Nysgerrig. Åben. Interesseret. Intenst gestikulerede (med både arme og de karakteristiske øjenbryn (der nogle gange føles større end resten af hans 163 cm høje krop)).
