Vi kender kun alt for godt de triste historier om alderdomshjem, hvor de gamle bliver deponeret, mens de mimrer magtesløst mod enden. Medicineret til op over begge ører, mens et fortravlet personale har svært ved at nå andet end bleer og liggesår. Så gyser vi kortvarigt ved tanken om den kollektive vanrøgt, inden vi skynder os at tænke på noget andet.
Er det virkelig sådan, det skal ende for vores forældre – og for os selv, hvis vi bliver gamle nok?




























