Det er 36 år siden, at MIX CPH-festivalen første gang så dagens lys, dengang under navnet Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival, og siden 1986 er det kun gået i en retning: større, vildere, bedre.
Og langt mere inkluderende.
Det ses tydeligt i årets program, som fortsætter de seneste års arbejde med at sætte fokus på historier om mennesker, som man med en amerikansk lånebetegnelse kalder QTBIPOC’s (hvilket står for Queer, Trans, Black, Indigenous People of Color), som for eksempel kærlighedshistorierne ’I am Samuel’ fra Kenya og kinesiske ’Moneyboys’.
Det smukke ved MIX CPH er, at festivalen holder to stærke dimensioner af queerliv i hævd. Det smukke, livsbekræftende og vidunderligt frihedselskende, der kendetegner queerkultur, men også den slidsomme politiske kamp, det umulige og det traumatiske.
Hver år og hver film er ofte begge dele. Nydelse og fortjent homokærligheds-eskapisme og samtidig undersøgelser af, præcis hvor kampene, uenighederne og modstanden står lige nu – og det er, uanset om der er tale om film om historisk uretfærdighed eller aktuel politisk fornedrelse. Filmene taler med samtiden.
Det gælder i den grad festlige, tankevækkende ’Rebel Dykes’. Et betagende subkulturelt indblik i den lesbiske scene i 1980’ernes London, hvor en gruppe kvinder finder sammen i et postpunket oprør mod både Thatcher-æraens konservative mainstreamkultur og den politiske lesbianisme, som kommer ud af 1970’ernes feminisme og separatistiske kvindekamp.
På konkret gadeniveau får kvinderne, hvoraf flere lever som bz’ere, jævnligt brutale tæsk, fordi de er lesbiske, og kvinden Maj, hvis mor er sygeplejerske, må sy de snitsår i ansigtet, hendes veninder kommer hjem med om morgenen, de gange natten ikke var mørk nok til at skjule dem.
Samlingspunktet var den trans-inkluderende og SM-venlige queerklub Chain Reaction, der var sexpositiv midt i en tid, hvor lesbianisme i højere grad var en kvindepolitisk identitet end et begær.
I dag sker der i visse såkaldt ’kønskritiske’ feministiske kredse en ængstelig feministisk policing af, hvem der må kalde sig kvinde (kun biologiske kvinder), der bunder i en slags kønsseparatistisk mindset. Dengang foregik der en ængstelig feministisk policing af, hvordan lesbiske kvinders begær måtte tage sig ud. Dominanslege og penetration blev opfattet som selvundertrykkende levn fra patriarkatet.
Ud over at være et vildt fængende musikalsk portræt af en æstetisk subkultur af rå, smukke punkede læderlebber er det også interessant at se, hvordan det at ville frigørelse kan føre til nye former for undertrykkelse.
Godt for solidaritetsmusklen
’March for Dignity’ er på ingen måde lige så æstetisk opulent som ’Rebel Dykes’, men får til gengæld blodet til at isne i årerne i mødet med det intense, afgrundsdumme had, som LGBT+-miljøet i Georgien udsættes for fra religiøse lederes og nationalistiske højreekstremisters side.
Filmen følger en gruppe skiftevis modløse, opflammede og skidebange aktivister i deres arbejde for at arrangere en Pride-parade i Georgiens hovedstad, Tbilisi. »De vil putte os alle sammen i kjoler«, siger store bange mænd til kameraet, hvorefter den angst forvandles til voldelige moddemonstrationer, hver gang LGBT+-aktivister vover at gå på gaden.
Et dybt nødvendigt indblik i det livsfarlige had til homoseksuelle og transpersoner, som mange steder får vind i sejlene, når basale menneskerettigheder, der skal beskyttes, omfortolkes til en ’kønsideologi’, man må beskytte sig imod.
Så er der mere feel good over ’AIDS Diva: The Legend of Connie Norman’, alene på grund af den historiske distance og hovedpersonens afsindigt livsbekræftende karisma. Filmen er historien om protestbevægelsen ACT UP og den toneangivende Los Angeles-baserede aktivist Connie Norman, som i 1980’erne kæmpede en benhård kamp mod absurd politisk forsømmelse af aids-epidemien.
»Jeg tror, at du vil se, at størstedelen af offentligheden ikke har nogen interesse i aids«, som Los Angeles-politikeren Pete Schabarum udtalte så sent som i 1990, hvor mere end 100.000 mennesker allerede var døde.
Ud over at være en historisk dokumentar om en afsindigt vigtig og vellykket græsrodsbevægelse er det samtidig en historie om en person, der var ’gender queer’ eller nonbinær, før det var en ting, og som byggede bro hen over queermiljøet og den heteroseksuelle mainstream med sin velargumenterede brændende sans for basal menneskelig retfærdighed.
MIX CPH løber indtil på søndag 31. oktober, og der er et hav af både spille-, dokumentar- og kortfilm på programmet, foruden talks og fest. Det unikke ved en ’specialiseret’ LGBT+-festival er, at der er plads til at dykke ned i alle nuancerne og al kompleksiteten, der følger med at have en politisk og politiseret seksuel identitet. Det er ren lystfuld workout af solidaritetsmusklen.
fortsæt med at læse
