Han kendes især for flere roller i Wikke og Rasmussen-produktioner og som stemmen bag ’Rasmus Radiomus’.

Skuespilleren Hans Henrik Bærentsen er død

Hans Henrik Bærentsen blev 65 år.  Foto: Ditte Valente
Hans Henrik Bærentsen blev 65 år. Foto: Ditte Valente
Lyt til artiklen

Skuespiller Hans Henrik Bærentsen er død. Han blev 65 år gammel. Det fortæller hans kæreste, Birgitte Sinding, til Ekstra Bladet.

Mange vil huske Hans Henrik Bærentsen for hans roller i film og tv-produktioner fra produktionsselskabet Græsted Film og Fjernsyn, der er ejet af Michael Wikke og Steen Rasmussen.

Desuden lagde han stemme til den altid morgenfriske og båndsalatsspisende mus, Rasmus Radiomus i 1990’erne på DR’s ’Godmorgen P3’.

Oplysningen om Bærentsens dødsfald deles af Wikke og Rasmussen på Facebook:

»Sven Svin, Freddy i Barbar Bar, Sheriffen fra Robin Hat, og et utal af andre Græsted Film & Fjernsyn & Græsted Radio figurer har én ting til fælles: de fik alle sammen et smukt liv, af vores gamle ven Hans Henrik Bærentsen.I går sluttede Hans Henriks eget liv i denne verden, så i dag græder vi, mens vi tænker på alle de dejlige øjeblikke vi fik sammen. Kære Hans, tak for det hele, det var en vidunderlig rejse!«, lyder det i opslaget.

Hans Henrik Bærentsens kæreste gennem 20 år, Birgitte Sinding, bekræfter dødsfaldet over for Ekstra Bladet.

Hun fortæller, at skuespilleren var syg gennem en længere periode og torsdag aften sov ind på hospitalet.

»Han var meget, meget syg, og han tabte kampen her til sidst«, siger Birgitte Sinding.

Ritzau/kultur@pol.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her