Skuespiller Alec Baldwin siger, at han ikke trykkede på aftrækkeren, da filmfotograf blev dræbt.

Baldwin hævder, at han ikke trykkede på aftrækker i skudepisode

Foto: Shannon Stapleton/Ritzau Scanpix
Foto: Shannon Stapleton/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hollywood-skuespilleren Alec Baldwin hævder i et interview, at han ikke trykkede på aftrækkeren i forbindelse med en skudepisode, hvor en filmfotograf blev dræbt på et filmset.

Interviewet er med amerikanske ABC News og bliver bragt torsdag. Forud er der blevet bragt et kort uddrag af interviewet.

»Jeg trykkede ikke på aftrækkeren«, siger Baldwin.

Filmfotografen Halyna Hutchins døde i forbindelse med en skudepisode på et filmset til westernfilmen ’Rust’.

Skuespilleren holdt en Colt-revolver, da den gik af. Revolveren viste sig at være ladt med skarp ammunition. Også filminstruktør Joel Souza blev ramt af skud, men overlevede.

»Jeg ville aldrig rette en pistol mod nogen og trykke på aftrækkeren. Aldrig«, siger Alec Baldwin i det korte uddrag af interviewet.

Optagelserne af filmen havde været i gang siden 6. oktober, men blev øjeblikkeligt standset efter ulykken. Baldwin har tidligere oplyst, at produktionen af filmen ikke vil blive genoptaget.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her