Disney-filmen ’Encanto’ vandt over danske ’Flugt’ ved nattens Golden Globe Awards.

Instruktør havde helst undværet nominering: Dansk film misser pris ved skandaleramt Golden Globe

Hovedpersonen Amin vokser op i Kabul, men må flygte som 11-årig. Han kan godt lide a-ha og Roxette, som han lytter til på sin walkman. Foto: Sun Creature Studios/Final Cut for Real
Hovedpersonen Amin vokser op i Kabul, men må flygte som 11-årig. Han kan godt lide a-ha og Roxette, som han lytter til på sin walkman. Foto: Sun Creature Studios/Final Cut for Real
Lyt til artiklen

Den danske, animerede dokumentar ’Flugt’ må se sig slået af Disney-filmen ’Encanto’, der natten til mandag har modtaget en pris ved Golden Globe Awards i kategorien Bedste Animationsfilm.

Det fremgår af Golden Globes hjemmeside.

Dette års prisuddeling foregår noget anderledes, end det plejer, da showet ikke bliver sendt live på nogen tv-station, ligesom der heller ikke er publikum ved uddelingen.

I stedet kan interesserede følge showet på en liveblog på prisuddelingens hjemmeside.

Massiv kritik udløser ændringer

Ændringer er blevet indført, efter at Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der uddeler filmpriserne, er kommet under massiv kritik for mangel på etik og diversitet.

Showet kom under lup i februar sidste år, da avisen Los Angeles Times beskrev, at HFPA ikke havde nogle sorte medlemmer blandt sine 87 journalister.

Efterfølgende beskyldte flere medlemmer af journalistforbundet også HFPA for at komme med sexistiske og racistiske kommentarer og for at udnytte deres position til at bede om tjenester af kendte skuespillere og filmselskaber.

Instruktøren bag ’Flugt’, Jonas Poher Rasmussen, har i forbindelse med sin nominering ved Golden Globe sagt, at han helst ville være den foruden på grund af skandalesagerne. Det skriver Jyllands-Posten.

»Det (nomineringen, red.) var en blandet følelse. Normalt ville man være lykkelig, men i denne situation, er det noget andet«, sagde han i weekenden til avisen forud for prisuddelingen.

Filmen ’Flugt’ er desuden i spil til at blive nomineret til en Oscar i kategorierne Bedste Internationale Film og Bedste Dokumentar.

Filmen kan også blive nomineret som Bedste Animationsfilm.

Hvorvidt det bliver tilfældet, vil blive afsløret 7. februar. Selv oscaruddelingen finder sted 27. marts i Los Angeles.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her