Det perfekte er umenneskeligt, så at kræve det bedste kan være det godes fjende. Det er nogenlunde pointen og det mest fornuftige i denne bogstaveligt talt fritsvævende historie, hvor både persongalleri og plot egentlig unddrager sig ethvert forsøg på ædruelig redegørelse. Men enfin, som greven sagde, lad os prøve alligevel:
I ’Monsterfamilien’, den kun mådeligt vellykkede forgænger fra 2017, alias gennemsnitsfamilien Ønskeben (!), heksede en giftesyg Dracula moren om til indtagende vampyr, faren til en lalleglad udgave af Frankensteins monster, teenagedatteren Fay til mumie og lillebror Max til varulv. Nu er de tilbage ’i civil’ og skal til deres nye venners bryllup: Draculas pukkelryggede tjener skal giftes med Baba Yaga, egentlig den slaviske verdens børneædende skovheks, men her i en nok så gæv og gemytlig bedstemorversion.




























