Så har man set dét med: Et Poirot-mysterium fortalt som realistisk tragedie! Og vel at mærke med betydeligt bedre held end ved forrige forsøg, Kenneth Branaghs 2017-take på ’Mordet i Orientekspressen’ med ham selv som både instruktør og hovedrollehaver.
Gennem et halvt århundredes talløse filmatiseringer af Agatha Christies 33 ’poiromaner’ (undskyld!) om den lille, verdensberømte og gevaldigt lapsede privatdetektiv af belgisk oprindelse har vi vænnet os til, at forbrydelserne og de talrige dødsofre her er rene rekvisitter i en særlig camp version af genren krimikomedie. Den excentriske herres pudseløjerligheder og den ubønhørlige logik, hans »små grå hjerneceller« forfølger, er filmenes egentlige emne og attraktion, selv om et sekundært indhold kan være mordernes eller ofrenes mere eller mindre troværdige karaktertræk og sindstilstande.
