En lille mand spadserer hastigt igennem en tilsyneladende endeløs rød gang. For enden af den møder han en mur. Men han – hvis det da er en han? – bliver bare ved med at gå. Bevæger sig ivrigt på stedet foran muren. Langsomt går det op for mig, at den mand er mig.
Sceneriet er ikke fra en drøm, selv om det har meget til fælles med et mareridt. Det er den grafik, man møder, når man går ind på Berlinalens online-billetkontor og forsøger at skaffe sig en presseadgang til en af de hundredvis af film, der også i år er i spil i den tyske hovedstads store filmfestival.




























