Jeg har været spændt på, om festivalen CPH:DOX kunne holde kadencen i år. En ting er, at grundlægger Tine Fischer forlod festivalen til fordel for et job som rektor på Den Danske Filmskole, men med to pandemiår har det også været en festival, der skulle finde sine biografben igen; som skulle begynde lidt forfra med at lokke folk ind i dokumentarfilmens verden.
Det er endnu for tidligt at vurdere, om man formår i 2020’erne at spille den rolle, som festivalen gjorde i 2010’erne, men med en stærk hovedkonkurrence og talrige instruktørbesøg træder man ud af pandemiens skygge.

























