Lyt til artiklen
Der er en hårfin grænse mellem hypnotiserende, kontemplativ slow cinema og livsdrænende spild af tid-slow cinema.
Det er en bøvlet genre at have med at gøre, fordi den er så tålmodighedsudfordrende; de minimalistiske, observationstunge og plotforagtende værker, der især benytter sig af meget lange skud, kræver en særlig ro og koncentration, der kan være svær at finde i en moderne billedflimrende virkelighed.
