I første sæson af ’Russian Doll’ døde hovedpersonen, og via et loop i tiden gennemløb hun forløbet op til igen og igen, sådan lidt a la Bill Murray i Harold Ramis’ klassiske ’En ny dag truer’ fra 1993. Hvordan den historie endte, skal vi ikke komme nærmere ind på af hensyn til nye seere, der måtte ønske at gå om bord i dette ganske glimrende stykke science fiction.
Men nu er Nadia Vulvokov altså tilbage. Der er ti dage til hendes 40-års fødselsdag, og hun er ikke videre vild ved tanken om at runde det skarpe hjørne. Hendes adoptivmor Ruth er dødssyg af cancer; hun er ikke i et forhold, og det hele er sådan lidt på det jævne på den ufestlige facon.




























