Da Doctor Strange vågner op af sit mareridt, er jeg lige så lettet som ham over, at det bare var en drøm. Og den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch ser også lettet ud på egne vegne. For drømmen, der udgør første scene i den anden film om Doctor Strange, er så prototypisk Marvel-action, at man føler sig fanget i et loop i det uendelige mareridt, som filmfranchisen har udviklet sig til.
Vi ser ham i tvekamp mod et monster, der som en tornado af sort støv og flammende tentakler ligner en arketype af en bøhmand for filmskabere uden fantasi. Strange står med kappe, kusseskæg og koncentreret blik, mens han former sit glødende skjold med hænderne og forsøger at balancere på noget tvistet arkitektur i et landskab, der skærer i øjnene som en new age-plakat på et teenageværelse.
