Ond, ond, dejligt ond. Mads Mikkelsens gestaltning af troldmanden Grindelwald er ifølge de internationale anmeldere en gave til filmen ’Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder’.

Internationale anmeldere er enige: Mads Mikkelsen giver Johnny Depp baghjul som ond troldmand

Hvor Mads Mikkelsen herhjemme har været castet som første-elskeren, har han internationalt stor succes som skurk. Her ses han på den røde løber ved premieren til  filmen Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder’. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Hvor Mads Mikkelsen herhjemme har været castet som første-elskeren, har han internationalt stor succes som skurk. Her ses han på den røde løber ved premieren til filmen Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder’. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mens den internationale modtagelse af den ny film i Harry Potter-universet – ’Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder’ – er noget blandet, er der blandt anmelderne enighed om især én ting: Mads Mikkelsens præstation er decideret fremragende.

Han spiller skurken, den uhyggelige troldmand Gellert Grindelwald, og det gør han med en subtil ondskab, mindre tegneserieagtigt, ondt, men med en dragende, charmerende karisma for at nævne bare nogle af anmeldernes roser.

Filmen er en såkaldt prequel, og handlingen foregår, længe før Harry Potter kommer til Hogwarts. Vi er tilbage i 1930’erne, og troldmanden Gellert Grindelwald vil have verdensherredømmet.

»With or without you, I will burn down their world«, som Mads Mikkelsen med sølvgrå hårlok over det stenhårde blik siger i traileren til filmen.

Med på et afbud

Rollen som Gellert Grindelwald blev tidligere spillet af Johnny Depp, men han blev sendt på porten af filmselskabet efter en retssag mod tabloidavisen The Sun om anklager om hustruvold.

Han mistede stor rolle efter anklager om hustruvold. Nu modtager han en ærespris

Ifølge anmelderne er det dog ikke et tab for filmen. Britiske The Guardians anmelder giver filmen tre af fem stjerner, men fremhæver rosende, at Grindelwald i Mads Mikkelsens skikkelse er en mere »subtil« og »lumsk« karakter, end da Johnny Deep spillede karakteren.

Anmelderen i The Telegraph er meget kritisk over for filmen, men lige hvad angår Mads Mikkelsen, er omtalen positiv – faktisk burde Mikkelsen have haft rollen som Grindelwald fra begyndelsen, lyder det.

Anmelderen mener også, at det lykkes Mads Mikkelsen i samspil med Jude Law, som spiller en ung Dumbledore, at gøre det romantiske forhold mellem de to realistisk i den ny film. Det har en E.M. Forster-agtig melankoli, lyder det med henvisning til den britiske 1900-talsforfatter, som mest er kendt fra romanen ’Værelse med udsigt’, men som også skrev ’Maurice’ om et homoseksuelt forhold.

Mikkelsen løber med overskrifterne

De amerikanske anmeldere er også begejstrede for danske Mads Mikkelsen.

Anmelderen i USA Today har ham ovenikøbet med i sin overskrift og skriver efterfølgende, at Mads Mikkelsen er en lækkerbisken af en uhyggelig fornøjelse.

The Insider fremhæver også (!) Mads Mikkelsen og mener ligefrem, at man næsten glemmer, at rollen nogensinde blev spillet af en anden. »Hvis du ikke er bekendt med Mads Mikkelsens arbejde, vil du helt klart google ham« efter at have set filmen, konstateres det.

Tyske Stern er også begejstret og skriver, at Mads Mikkelsen før i eksempelvis James Bond-filmen ’Casino Royale’ har bevist, at han behersker blandingen af det karismatiske og det djævelske.

Politikens anmelder Kim Skotte gav fire af seks hjerter til filmen. Også han fremhævede den danske skurk, der med Grindelwald rammer »en pervers ømhed i sit magtbegær«.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her