I tirsdagens semifinale i Eurovision blev det farvel og tak til Danmark og gruppen Reddi med sangen ’The Show’. Dermed gik Danmark ikke videre til finalen for andet år i træk.
Anderledes succesfuldt gik det torsdag aften for vores naboer fra Sverige, som igen-igen strøg videre fra semifinalen og snuppede en af de eftertragtede finalebilletter. Det gjorde de med sangerinden Cornelia Jakobs og sangen ’Hold Me Closer’, der er spået en topplacering i årets konkurrence af bookmakerne.
Det er langt mere reglen end undtagelsen, at Sverige lykkedes med at gå videre. Kun én eneste gang siden semifinalerne blev indført i konkurrencen i 2004, har Sverige måtte pakke sit grej sammen og sige adjø før finalen. Det var i 2010, hvor Anna Bergendahl blev nummer 11 i sin semifinale og derfor med et mulehår ikke klarede cuttet.
Også Finland kan glæde sig til at synge igen på lørdag, da bandet The Rasmus blev stemt videre. I årets første semifinale var der også finalebilletter til både Norge og Island, så der er flere nordiske repræsentanter, danskerne kan vælge at heppe på.
Fakta
De gik videre
- Belgien
- Tjekkiet
- Aserbajdsjan
- Polen
- Finland
- Estland
- Australien
- Sverige
- Rumænien
- Serbien
Kilde: Eurovision.tv
Der er dog en smule dansk stjernestøv i Aserbajdsjans bidrag. Her er sangen nemlig skrevet af blandt andre danske Thomas Stengaard, mens Mads Enggaard er sceneinstruktør, og under opførelsen af sangen danser Luc Boris André fra København.
I finalen kæmper de 10 lande fra den første semifinale, 10 lande fra anden semifinale samt de såkaldte Big Five - Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien. Da de betaler størstedelen af Eurovision-gildet, er de sikret en finaleplads på forhånd.
Italien er i år værtsland, da det vandt showet sidste år med bandet Måneskin og sangen ’Zitti E Buoni’. Finalen lørdag bliver sendt på DR1 klokken 21.00 – direkte fra Torino.
ritzau
fortsæt med at læse




























