Først blev det taiwanesiske flag fjernet fra Tom Cruises karakteristiske læderjakke i ’Top Gun’, og nu er det tilbage. Det lyder måske banalt, men det er det ikke.

Lille detalje i den nye 'Top Gun'-film vækker begejstring og kan også opfattes som en bevidst provokation

 Budgettet til at lave 'Top Gun: Maverick' har lydt på intet mindre end 170 millioner dollar. Foto: Scott Garfield/ Paramount Pictures
Budgettet til at lave 'Top Gun: Maverick' har lydt på intet mindre end 170 millioner dollar. Foto: Scott Garfield/ Paramount Pictures
Lyt til artiklen

36 år efter den første ’Top Gun’-film har Tom Cruise igen taget læderjakken på i rollen som jagerpiloten Pete Maverick Mitchell.

Og selv om der er sket en del de sidste 36 år, er den karakteristiske sorte bomber-læderjakke altså den samme i efterfølgeren ’Top Gun: Maverick’, der for tiden buldrer over lærrederne i biografsale verden over.

På læderjakkens ryg er der også i den nye film både et japansk og taiwanesisk flag. Det lyder måske banalt, men den beslutning har resulteret i jubel og kan også ses som en provokation, skriver Bloomberg.

Da den første trailer til den længe ventede efterfølger blev offentliggjort i 2019, var flagene fjernet fra jakken. Det fik flere til at spekulere på, om flagene var fjernet af hensyn til Kina, da Hollywood i længere tid har vendt sig mod det kinesiske marked af økonomiske årsager.

De kinesiske myndigheder betragter Taiwan som en kinesisk provins, selv om det i dag fungerer som en demokratisk republik. Af den årsag er det taiwanesiske flag i dag blevet et uafhængighedssymbol. Flaget er endda fjernet af Apple på kinesiske iPhones.

Men da filmen havde premiere, var flagene tilbage på jakken, hvilket ifølge The Guardian fik et taiwanesisk publikum til at bryde ud i jubel og klapsalver under en specialvisning.

Hollywood skubber tilbage

Beslutning om at lade det taiwanesiske flag blive på ryggen af Pete Maverick Mitchell tyder på, at en del af Hollywood er ved ændre strategi, når det kommer til kinesisk censur, siger Chris Fenton, der er tidligere filmchef og forfatter til bogen ’Feeding the Dragon: Inside the Trillion Dollar Dilemma Facing Hollywood, the NBA, & American Business’, til Bloomberg.

»Nu skubber Hollywood tilbage (...). Markedet er simpelthen ikke forsøget på at behage kinesisk censur værd længere«, siger Chris Fenton.

Filmkritikeren Ho Siu Bun, der bor i Hong Kong, kalder sagen »uden fortilfælde«:

»Store filmstudier har aldrig været blege for at vende sig mod det kinesiske marked. Og selvom det er en simpel scene, er redigeringen meget dyr. Så ingen ved, hvorfor de har ændret det tilbage«, siger Ho Siu Bun til Vice.

Folkene bag filmen har ikke kommenteret på, at flaget først blev fjernet og siden kom tilbage på læderjakken.

Ifølge The Wall Street Journal trak den kinesiske techgigant Tencent Holdings Ltd. sig fra produktionen af filmen, fordi firmaet frygtede at provokere Kinas Kommunistiske Parti ved at støtte en film, der hylder det amerikanske militær.

Det forventes ikke, at ’Top Gun: Maverick’ vil blive vist i de kinesiske biografer.

Lucas Arturo Ramsøe Willkens

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her