Når jeg genkalder mig scener fra krimiserien ’Black Bird’ for mit indre blik, er det, som om alle personerne taler med varierende grader af sådan en hæs Godfather-agtig raspen i stemmen, der prøver at overbevise både sig selv og os, der er så uheldige at se på, om ordenes uafrystelige betydningsfuldhed. Det er selvhøjtidelig hårdkogthed i egen machostuvning.
Tag en sætning som denne: »I bund og grund forholder det sig sådan at Garry drak vigtige dele af Larry, før de blev født« – en replik, som godt selv kunne have tænkt sig at være landet i munden på Brad Pitt i ’Seven’, men som bliver leveret med en nærmest komisk B-filmsintensitet af seriens kvindelige kriminalbetjent spillet af Sepideh Moafi, der kæmper hårdt for at være lige så skule-ud-under-brynene-barsk som de mænd, hun omgiver sig med. Det drejer sig om seriemorderen Larry Hall (spillet med affekteret pibestemme af Paul Walter Hauser), der altså i den grad trak det korte tvillingestrå, da han lå i sin mors mave.
