Da den iranske filminstruktør Jafar Panahi mødte op ved Evin-fængslet i Teheran for at spørge til to af sine fængslede kolleger, endte han selv det samme sted.
Ifølge BBC, der har talt med filminstruktørens kone, Tahereh Saeedi, blev Panahi informeret om, at han havde en uafsonet straf på seks år, der ventede på ham, hvorefter han blev anholdt.
Iranske medier bekræfter ifølge BBC, at Jafar Panahi blev anholdt, da han mødte op ved fængslet og spurgte til Mohammad Rasoulof og Mostafa Al-e Ahmad, to andre filminstruktører, der for nylig er blevet fængslet.
Fælles for de tre er, at de har kritiseret styret i Iran og dets håndtering af en ti etager høj bygning, der kollapsede i maj. I den forbindelse blev 40 mennesker dræbt.
Rasoulof og Al-e Ahmad blev sat i fængsel fordi de »ansporede til uro og nedbrød den psykologiske sikkerhed i samfundet«, som det statslige iranske nyhedsbureau, Irna, formulerer det.
I 2010 blev Jafar Panahi, der blandt andet har modtaget guldløven ved filmfestivalen i Berlin for sin film ’Taxi’, idømt seks års fængsel for at deltage i protester mod det iranske styre. I dommen hed det, at han blev dømt for at »sprede propaganda mod systemet« Han blev dog hurtigt løsladt igen mod kaution.
Om det er disse seks år, han nu skal afsone, fremgår ikke klart. I 2010 blev han ligeledes dømt til ikke at måtte lave film eller forlade Iran i 20 år.
»Jafar har rettigheder som borger. Han bør have en fair rettergang. For at fængsle nogen må de stævnes først. At fængsle nogen, der protesterer uden for et fængsel, rejser en masse spørgsmål. Det er en kidnapning«, siger Tahereh Saeedi til BBC.
fortsæt med at læse




























