Instruktørerne bag den stort anlagte superheltefilm ’Batgirl’ er i chok over, at filmen ikke bliver udgivet.
Det siger de i en udtalelse, efter at det er kommet frem, at filmen, som har kostet cirka 90 millioner dollars – knap 660 millioner kroner – slet ikke bliver udgivet, selv om den næsten var klar til det.
»Vi er kede af det og i chok over nyheden. Vi kan stadig ikke tro det«, skriver instruktørerne Adil El Arbi og Bilall Fallah på det sociale medie Instagram.
»Som instruktører er det afgørende, at vores arbejde bliver vist til publikum. Og selv om filmen var langtfra færdig, så ønsker vi, at fans over hele verden havde haft mulighed for at se den«.
Filmselskabet Warner Brothers meddelte onsdag, at filmen med Leslie Grace i hovedrollen og Michael Keaton som Batman slet ikke skulle udgives. Hverken i biografer eller direkte på streamingtjenesten HBO Max.
Uhørt, at film droppes så sent
Filmen var færdigfilmet, og meget af det følgende arbejde med for eksempel special effects, lyd og grafikker var også klaret. Det har givet genlyd i Hollywood, at filmens udgivelse er droppet helt. Ifølge filmveteraner er det uset, at en film får øksen så tæt på færdiggørelsen. Også med tanke på de store summer penge, der er allerede er kastet efter projektet.
Der lyder forskellige meldinger om, hvorfor ’Batgirl’ ikke ser dagens lys.
Ifølge New York Times er filmen blevet vist for et testpublikum, hvor det gik så dårligt, at Warner Brothers besluttede, at man ikke ville bruge penge på at markedsføre og distribuere filmen.
Underholdningsmediet Variety rapporterer, at filmen er faldet mellem to stole, hvad angår strategi. Det er gået frem og tilbage om, hvorvidt filmen skulle vises i biografen eller udgives direkte på HBO Max. Ifølge Variety er man kommet frem til, at filmen ikke er stor og prangende nok til at komme i biograferne, mens det samtidig ikke giver økonomisk mening at udgive den direkte til streaming.
ritzau
fortsæt med at læse




























