Det har aldrig været let at skulle tage de første tøvende skridt ind i erotikkens verden. Lettere er det næppe blevet af, at kravene til fuckability er blevet voldsomt eksplicitte, i takt med at de sociale medier spiller rollen som evigt tilstedeværende tredje part i selv de mest intime situationer.
At lave en kærlighedshistorie for og om de helt unge, som tackler disse påtrængende problematikker uden at miste balancen og blive problemfilm mere end kærlighedsfilm, er ikke nogen nem udfordring. Især ikke hvis man vil føle sig blot nogenlunde sikker på at være i øjenhøjde med en aldersgruppe, der løber skrigende – eller måske snarere fnisende – bort, hvis de føler sig patroniseret eller leflet for.




























