I årtier sled den britiske forfatter Neil Gaiman ihærdigt for at forhindre den ene filmatisering efter den anden af hans vidtforgrenede tegneseriehovedværk ’The Sandman’. Det var hans klare opfattelse, at hans eget nyklassiske og mytetunge epos, hvor grænserne mellem drøm og vågen tilstand hele tiden er i fare for at bryde sammen, ikke på nogen meningsfuld måde kunne presses ned i biograffilmens godt to timer.
’The Sandman’, som Neil Gaiman skabte fra 1989 til 1996 sammen med skiftende tegnere som Sam Kieth, Mike Dringenberg og Jill Thompson, regnes af mange for en af de vigtigste serier nogensinde. Og med sine talrige elementer fra både græsk, romersk og kristen mytologi, fra 1800-tallets esoteriske okkultisme, fra litteraturhistorien og fra forlaget DC’s eget tegneseriebagkatalog, er den også en af de mest komplekst konstruerede.
