Det ligger lidt i ordets betydning. At der kun kan være én dronning. I bistadet, i myretuen, i kongehuset. I skak er der to, men det bliver de ikke just bedste veninder af.
Og den enevældige dronning er da også et sejlivet symbol i musikbranchen, hvor både pressen og pladeselskaberne historisk set har haft forbløffende svært at skabe rum for, at kvindelige kunstnere med overlappende kvaliteter kan have stor succes simultant med hinanden. Der skal altid kamp være om tronen. Altid være en vinder og en taber. Og hvis man kan få nogen til at blive uvenner og hive hinanden lidt i rottehalerne? Endnu bedre!




























