TV 2-programmet ’Nybyggerne’ er kommet i modvind på de sociale medier, hvor programmet beskyldes for ressourcespild og overforbrug.
Det sker, efter at en tidligere deltager – Martin Storgaard – på Instagram har delt en række billeder, hvortil han skriver, at det hus, han og partneren byggede i programmet, nu er blevet »jævnet med jorden«.
»Alt er mildest talt rykket ud. Nu rykker håndværkere snart ind og får lavet huset til en standardløsning«, lyder det i opslaget.
Over for Ekstra Bladet uddyber Storgaard, at der er grund til at se kritisk på programmets ressourcespild.
»Jeg synes, det er absurd på flere måder. Det, at man river køkken, klinker og alt andet ud for bare at sætte noget nyt ind. Det er jo ikke særlig bæredygtigt. Produktionen er absolut ikke bæredygtig. Det er jo ressourcespild, når man bare kasserer en hel masse materialer uden at have brugt dem til noget«, siger han.
TV 2: Vi har ingen indflydelse
Flere brugere har i kommentarfeltet til Martin Storgaards opslag udtrykt utilfredshed over produktionens formodede ressourcespild.
»Det er jo helt vanvittigt, at husene ryddes. Andre huse bliver jo heller ikke ryddet før salg! Det giver mig da næsten lyst til at boykotte programmet. Unødvendigt ressourcespild og overforbrug!«, lyder en af kommentarerne.
»Det er så forkert. Vi skal tænke mere på miljøet, og så vælger man den løsning«, istemmer en anden.
Ekstra Bladet har forelagt TV 2 kritikken, som redaktøren på ’Nybyggerne’, Stine Lundbak Ravn, har svaret på i en skriftlig udtalelse.
»TV 2 giver husene tilbage til sponsor eller entreprenør efter finalen og har ingen indflydelse på, hvad der sker med husene derefter. Husene bliver forsøgt solgt med nagelfast inventar som udgangspunkt – nogle år til en lavere pris, netop fordi det ikke er udført af professionelle håndværkere. Hvis det ikke lykkes at sælge husene i den stand, har sponsor eller entreprenøren absolut råderet over boligerne«.
Stine Lundbak Ravn tilføjer, at TV 2 og produktionsselskabet Metronome gennem programmets otte år lange levetid har solgt det løse inventar på loppemarked, givet det til genbrug samt givet nybyggerparrene mulighed for at erhverve inventaret netop for at forebygge ressourcespild.
fortsæt med at læse


























