Engang hed det sig, at sandheden skulle man høre fra børn og fulde folk. Den slags pludren og snøvlen har man stort set droppet i filmens verden, hvor sandheden i stedet skal høres fra mennesker med en eller anden form for fysisk eller mentalt handikap.
Fra ’Forrest Gump’ og ’My Left Foot’ over ’Idioterne’, ’Den ottende dag’ til ’De urørlige’ og mange andre fortællinger på lærredet er tesen mere eller mindre den samme: Er man som udgangspunkt alvorligt udfordret af skæbnen, så man dag ud og dag ind må slås med f.eks. cerebral parese eller autisme, er man mindre tilbøjelig til at spilde sit liv på småproblemer. Som dramatisk figur kan man dermed udgøre et spejl for de såkaldt normales manglende proportionssans og evne til at sætte pris på livet.
