Rotter på loftet, sagde vi om nogen, der havde en skrue løs, og her er en film med en hel krokodille på loftet. Men logisk sandsynlighed er jo ikke eneste succeskriterium for en familiefilm, og det er et held for denne så at sige ufortjent charmerende historie, en sømløs sammensyning af live action-film og CG-animation efter samme opskrift som for eksempel Paddington-filmene.
Jeg mener: Lad gå med en krokodille, der kan synge Rod Stewart- og Elton John-hits, endda med samme stemmepragt som Shawn Mendes i originalen og herhjemme Oscar Dietz (kendt som Antboy) – hele filmen er dubbet til dansk. Men hvorfor kan dillen så ikke også tale? Og hvorfor bliver den genert og stum som en østers, når der er publikum på? Og hvorfor elsker den boblebade og kaviar? Og hvorfor ...
