Amerikanske filmselskaber kan fremover blive sagsøgt for vildledende trailere. Det fastslår en amerikansk dommer, skriver en række internationale medier.
Dommen falder på baggrund af to amerikanere, som har sagsøgt filmselskabet Universal Pictures for vildledelse og falsk markedsføring i traileren til filmen ’Yesterday’ fra 2019. I traileren optræder skuespilleren Ana de Armas, bedre kendt for sin rolle i James Bond-filmen ’No Time to Die’ og sit portræt af Marilyn Monroe i ’Blonde’, som en karakter i filmen. Dog viser det sig, at hun ikke er en del af rollelisten i den endelige film. Hun er simpelthen klippet ud.




























