Skuespilleren Jeremy Renner, som nytårsdag kom slemt til skade i et uheld med en sneplov, er fortsat i kritisk tilstand efter en operation.
Det skriver flere amerikanske medier, blandt andre Variety og Hollywood Reporter.
Ifølge en talsperson for Jeremy Renner pådrog den 51-årige skuespiller sig »brysttraumer og ortopædiske skader« i forbindelse med, at han pløjede sne tæt ved sit hjem i Reno i delstaten Nevada, og han er fortsat indlagt på intensivafdelingen. Han blev fragtet fra ulykkesstedet til det lokale hospital med helikopter.
Jeremy Renner er blandt andet kendt for sin rolle som superhelten Hawkeye i en række film fra Marvel-universet.
Den nordlige del af Nevada, hvor han bor, blev nytårsdag ramt af voldsomt snefald.
Den lokale sherif har endnu ikke oplyst, hvad der forårsagede ulykken eller hvilke skader, skuespilleren pådrog sig.
Han var i gang med at hjælpe folk, der sad fast i sneen. Han hjælper altid andre
Øjenvidner fortalte mediet TMZ, at Jeremy Renner kørte en sneplov tæt ved sit hjem. Skuespilleren har tidligere postet billeder på sociale medier, hvor han bruger en såkaldt snowcat-sneplov til at rydde sne.
Borgmesteren i Reno, Hillary Schieve, fortæller til det lokale medie Reno Gazette Journal, at Jeremy Renner var gået ud af sin sneplov for at hjælpe nogle andre, der var strandet i deres bil i uvejret.
»Han var i gang med at hjælpe nogen, der sad fast i sneen. Han hjælper altid andre«, sagde Hillary Schieve.
Tanker og bønner
Jeremy Renners familie har sendt en tak til de læger og sygeplejersker, som har hjulpet ham siden ulykken.
»Familien er også enormt overvældet og taknemmelig for udgydelsen af kærlighed og støtte fra hans fans«, sagde en repræsentant for Jeremy Renners familie.
Jeremy Renner er to gange blevet nomineret til en Oscar. I 2010 blev han nomineret for sin hovedrolle i the ’The Hurt Locker’, og året efter var det for en birolle i filmen ’The Town’.
Flere af hans kolleger har på sociale medier udtrykt deres bekymring for skuespillerens tilstand.
»Mit hjerte er med Jeremy Renner«, skrev instruktøren James Gunn, som har stået i spidsen for Marvel-serien ‘Guardians of the Galaxy’.
Også skuespilleren Robert Patrick, som er kendt fra filmen ‘Terminator 2: Judgment Day’, og som arbejdede med Jeremy Renner på filmen’Kill the Messenger’ fra 2014, reagerede:
»Jeg sender mine tanker og bønner til Jeremy Renner«, skrev Robert Patrick.
fortsæt med at læse




























